Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling
Postboks 260
3900 Nuuk
14. august 2011
Høringssvar til beslutningsforslag til en børne- og ungestrategi
Meeqqat Inuunerissut/Bedre Børneliv (MIBB) har d. 19. juni modtaget udkast til Naalakkersuisuts Børne- og ungestrategi.
MIBB har med stor interesse læst strategien, og vi håber på nedenstående kommentarer vil bidrage positivt til udviklingen og implementeringen af strategien. Først gennemgås de generelle kommentarer til strategien, og derefter vil der være kommentarer til de enkelte fokusområder.
Generelle kommentarer
MIBB bifalder at man udarbejder en strategi på børne- og ungeområdet. MIBB finder dog at en strategi bør indeholde andet og mere end fremsendte.
En strategi skal dels vise målet tydeligt og ikke mindst vejen derhen. Mange af elementerne i nærværende strategi er kendte og fremhævet i mange tidligere rapporter, kommentarer og politikker, og de færreste kan være uenige i at en del af en børnestrategi skal fokusere på tidlig indsats, læring og udvikling, kompetenceudvikling, misbrugsområder og meget andet. Det MIBB havde håbet på at se var en reel beskrivelse af hvordan man forventer at løfte de områder, mere detaljeret beskrivelse hvordan man forventer at løse udfordringerne – ikke mindst på ressourcesiden. En strategi der koster minimum 70 mio kr om året, og her er kun tale om de kvantificerede delstrategier, kræver en langt mere gennemarbejdet og prioriteret plan med målbare mål, klare handlingsplaner og konstant koordinering og evaluering.
Helhedsorienteret, tværdepartemental og sammenhængende strategi
Gentagne gange bruger strategien plads på at fremhæve det helhedsorienterede, sammenhængende og tværsektorielle ønske med strategien. Det ville derfor styrke strategien, at Naalakkersuisut først og fremmest redegør for hvilke områder, man mener, indgår i børne- og ungeområdet. Er den så bred at arbejdsløshed, boligforhold m.m. indgår? Eller skal det helhedsorienterede perspektiv begribes i en mere snæver forstand, således at det, der behandles, er indsatser relateret til barnet og ikke familien/forældrene? En sådan eksplicit afgrænsning vil bidrage til, at Naalakkersuisuts prioritering fremstår klart.
Såfremt man ønsker en tværdepartemental, tværsektoriel og helhedsorienteret strategi, mangler der en del indhold. Det springer eksempelvis i øjnene, at essentielle områder som vold, fattigdom og seksuelt misbrug mangler i strategien. Hvis disse områder er bevidst fravalgt, eller forventes inddraget som biproduktioner af delstrategier, bør dette fremgå indledningsvist.
Derudover finder MIBB det nødvendigt at gøre opmærksom på at der allerede findes den lovgivning, som redegørelsen efterspørger bl.a. på side 25 ift. tværsektorielt samarbejde. Landstingsforordning nr. 14 af 1. november 1982 om tværfagligt samarbejde i sociale sager siger blandt andet at kommunerne skal udarbejde en vedtægt om samarbejdsformen som skal godkendes af Landstyret [1] . Lovgivningen kan med fordel revideres og optimeres, men der ligger en form for grundlag forsamarbejdet.
Tidsperspektiv, prioritering og handleplaner
Det fremgår ikke af strategien hvor lang en periode den skal række over. MIBB opfordrer til, at tidsperioder angives, da sådanne bidrager til, at læsere og brugere af strategien kan vurdere, hvorvidt det er realistisk at gennemføre de anførte indsatsområder. Det fremgår heller ikke, hvordan man vil sikre politisk forankring, således at de iværksatte aktiviteter sikres gennemførelse udover den igangværende valgperiode.
Såfremt strategien udelukkende dækker indeværende valgperiode, bliver det åbenlyse spørgsmål, hvor meget der kan realiseres i denne valgperiode, og hvad valget i 2013 kommer til at betyde for kontinuiteten på indsatserne på børne- og ungeområdet. Da der endnu ikke er udarbejdet detaljerede handlingsplaner, frygter MIBB , at valgperioden bliver en lang skrivebordsøvelse velvidende, at et evt. nyt medlem af Naalakkersuisut efter valget i 2013, sandsynligvis vil få udarbejdet en ny strategi med vedkommendes fingeraftryk.
I forlængelse heraf savner vi en klar prioritering af indsatserne. På side 7 i strategien indikeres en sådan prioritering, da der står, at faseopdelingen af implementeringen særligt vil tage udgangspunkt i de indsatser, der har teoretisk mulighed for at løfte flest mulige børn hurtigst muligt. Da strategien ikke oplyser, hvilke indsatser dette faktisk drejer sig om, kan vi som NGO ikke komme med vores vurdering af en eventuel prioritering.
MIBB anbefaler, at Naalakkersuisut prioriterer skarpt og vælger et eller to områder, man ønsker at prioritere i resten af valgperioden, således at strategiens forankring påbegyndes med det samme. Prioriteringen bør tage hensyn til både Selvstyrets, men især også kommunernes trænge økonomi og øvrige ressourcemæssige udfordringer.
MIBB finder det meget beklageligt, at den overordnede prioritering ikke er foretaget af strategiens ejer inden den sendes til høring.
Kompetencer og ressourcer
Kompetenceudvikling og uddannelse af fagfolk bør efter MIBBs overbevisning være en løbende prioritet, som altid vil foregå sideløbende med specifikke indsatser. Faglige ressourcer er altafgørende for en succesfuld strategiimplementering, og MIBB vil gerne understrege vigtigheden af, at der hurtigste muligt udarbejdes den nævnte uddannelsesplan i samarbejde med kommunerne samt at økonomi dertil sikres.
Fokusområde 5 er essentiel for hele strategien, men samtidig utrolig ambitiøs. Her nøjes man ikke med at tale om opkvalificering af et par faggrupper indenfor en håndfuld emner, men om opkvalificering, rekruttering og uddannelse af en række faggrupper: psykologer, sundhedsplejersker, børnelæger, børnepsykiatere, pædagoger, miljøarbejdere, socialrådgivere, folkeskolelærer, forebyggelseskonsulenter.
Flere steder nævnes det, at denne delstrategi vil betyde en opnormering af stillinger, men med hensyn til faggrupper som lærere, div. sundhedspersonale, pædagoger etc. er løsningen desværre ikke bare opnormering, når eksisterende normering i dag ikke kan imødekommes. For disse faggrupper er selve rekrutteringen et problem, hvilket ikke er en enestående udfordring for Grønland. Udkantsområder i Norge, Sverige, Danmark, USA, Australien etc. har problemer med rekruttering af fagpersonale. I MIBB anbefaler vi, at Selvstyret lader sig inspirere af især andre lande, og selv overvejer hvilke tilbud, der vil kunne få grønlandske faggrupper til mindre byer og bygder i en periode. Eksempelvis står egen bolig på manges ønskeliste – kunne dette imødekommes, hvis man havde arbejdet 2 år i en bygd eller mindre by?
MIBB kan kun anbefale, at man forholder kreativt og ansvarsbevidst overfor udfordringen med opkvalificering, rekruttering og uddannelse af faggrupper.
Strategiens relation til eksisterende indsatser
I de seneste par år er det blevet tydeligt, at netop koordinering og evaluering af indsatser på børne- og ungeområdet i vid udstrækning ikke har været praktiseret, med dobbeltarbejde og spildte ressourcer som resultat. Derfor undrer det MIBB, at større eksisterende tiltag, der er iværksat i denne valgperiode ikke er indarbejdet i strategien. Her tænkes specifikt på børnehuset for seksuelt misbrugte børn, en planlagt institution som Børnerådet og Børnetalsmanden, samt den omfattende samarbejdsaftale med UNICEF omkring monitorering, lovrevision, holdningsændring og ikke mindst styrkelse af lokale NGO’er. Dette især taget i betragtning af, at disse institutioners ressourcepersoner vil kunne bidrage aktivt til implementeringen af strategien.
Børnehuset for seksuelt misbrugte børn fokuserer på et område, hvor omfanget og konsekvenserne efterhånden er godt belyst. Flere fagfolk har gennem de seneste år oparbejdet en omfattende ekspertise inden for området, som er blevet italesat og prioriteret af flere institutioner, organisationer og offentlige instanser. Det ærgrer derfor MIBB, at området stort set skrives ud af et så vigtigt dokument som børne- og ungestrategien, og kun får 8 linier i en ufokuseret delstrategi, der også omhandler øreinfektioner og støttepædagogordninger. Den mærkelige sammenblanding fremstår som om, seksuelt misbrug er en lidelse på lige fod med øreinfektioner, ADHD eller indlæringsvanskeligheder. MIBB håber naturligvis ikke, at det er tilfældet.
UNICEF og Naalakkersuisut skrev sidste år under på en 5-årig samarbejdsaftale omkring lovrevision, monitorering og evaluering, holdningsændringsarbejde samt styrkelse af lokale NGO’er med et årligt budget på 2,85 mio kr, hvoraf de 0,85 mio kr. afsættes på finansloven. Hele dette stort anlagte arbejde er ikke nævnt med et eneste ord i børne- og ungestrategien. Det til trods for, at fokusområde 6: evaluering, overvågning og måling af indsatser i høj grad ville være relevant at sammenkoble med UNICEF-aftalen.
Børnerådet og Børnetalsmandsinstitutionen, som fremover også skal inkludere MIPI er ligeledes ikke-eksisterende i denne strategi. Børnetalsmandsinstitutionen skal, ifg. tidligere fremsendte lovforslag, både samle, skabe, udvikle og formidle viden, hvorfor det i den grad undrer MIBB, at dette ikke er indarbejdet i fokusområde 6 og herunder især delstrategi 3: en samlet forskning og forskningsstrategi for Børne- og ungeområdet. Igen bekymrer det MIBB, at en strategi, som skal ”Sikre enighed og ejerskab hos alle ansvarlige gennem inddragelse” og hvor ”Tværfaglighed er et bærende element i udarbejdelsen af børne- og ungestrategien, ligesom det skal være i gennemførelsen af de konkrete indsatser”, ikke har et så essentielt lovforslag indarbejdet i delstrategierne. Derudover er MIPI ikke engang nævnt med dets nuværende organisatoriske placering.
Udeladelsen af så vigtige og omfattende initiativer som de ovennævnte vil alt andet lige betyde en nedprioritering af disse indsatser, fordi strategien selvsagt vil være både kommuners, sundhedsvæsenets og Naalaakkersuisuts bibel i deres prioritering de kommende år, som strategien løber. MIBB frygter, at det vil betyde, at de eksisterende initiativer vil løbe ud i sandet, og ikke opnå den succes de fortjener, med de efterhånden velkendte resultater til følge: dobbeltarbejde, ressourcespild og fejlslagne initiativer. MIBB opfordrer derfor Naalakkersuisut til at revidere strategien med henblik på at give vigtige eksisterende og planlagte indsatser en eksplicit plads i strategien.
Manglende indhold i strategien
Udover de tre konkrete eksempler på eksisterende initiativer, som er udeladt i strategien, savner MIBB yderligere en række områder i strategien.
Der er især to alvorlige udfordringer indenfor børne- og ungeområdet, der kun nævnes særdeles kort under enkelte delstrategier, her tænkes specifikt på vold i familier og seksuelt misbrug. Det er tankevækkende, at der ikke tænkes i særskilte indsatser overfor disse problematikker, i og med Grønland er verdens mest voldelige land, samt at seksuelt misbrug af børn i Grønland er alarmerende højt.
Seksuelt misbrug nævnes udelukkende som et lille element i en enkelt delstrategi og derudover kun i relation til seksualundervisning for at reducere aborter og teenagefødsler. Strategien forholder sig overhovedet ikke til at op mod 1/3 af alle kvinder som barn, ung eller voksen har været udsat for et seksuelt overgreb og ikke mindst konsekvenserne heraf.
Fattigdom er endnu en problemstilling, som ikke berøres indgående i børne- ungestrategien. Fattigdom er stigmatiserende for børn og kan skyldes manglende uddannelse og misbrugsproblemer men også indirekte faktorer som boligmangel og øvrige problemstillinger, der tærer på familiens overskud, og hindrer deltagelse på arbejdsmarkedet. Da strategien tilskrives en helhedsorienterede tilgang , undrer det MIBB, at man ikke tydeliggør hele viften af problemområder, som kan forhindre et barn i ”mulighed for at udvikle sig, så de i deres voksenliv indgår i samfundet som helstøbte, ansvarsbevidste og selvforsørgende borgere”.
Mest væsentligt mangler strategien fuldstændig elementer, som skal sikre både børns og voksnes kendskab til børns rettigheder. MIBB finder det stærkt kritisabelt, at dette meget vigtige og forebyggende element på ingen måde er til stede i strategien. Endvidere er forebyggelseselementet generelt meget svagt. Kun ved tilbuddet om screening af alle gravide er der en snert af egentlig forebyggelse i strategien, ellers ser man det kun i form af tidlige indsatser hos børn eller familier hvor det allerede er begyndt at gå dem skævt.
Forebyggelse relateret til alkohol og hashmisbrug, seksuelle overgreb, sundhed m.m. på etgenerelt samfundsmæssigt plan er stort set ikke eksisterende i strategien, hvilket betyder at samfundet fortsat i fremtiden skal bruge mange penge på alkoholbehandling, behandling af seksuelt misbrugte, overførselsindkomster til unge og voksne uden uddannelse, livsstilsrelaterede sygdomme m.m.
MIBB vil meget kraftigt opfordre til, at alle områder, som har indvirkning på et barns opvækst og mulighed for deltagelse i samfundet som voksen, sådan som det også er formuleret i visionen, beskrives som det første i strategien. Dette, mener MIBB, er væsentligt for at sikre, at strategien vitterligt er et udtryk for, hvilke dele af et kompliceret område man har valgt at fokusere på og prioritere i en kommende strategiperiode, samt hvorfor disse områders fokus bør ligge før andre indsatser.
Endvidere ønsker MIBB en beskrivelse af, hvilke ressourcer der på et overordnet plan skal målrettes henholdsvis behandling og forebyggelse.
Økonomisk prioritering
Flere steder nævnes Skatte- og Velfærdskommissionens (SVK) redegørelse som begrundelse for delstrategiernes relevans. Intet sted forholdes strategien særskilt til de økonomiske udfordringer, SVK skitserer overfor Selvstyret vedrørende kommunerne, og de begrænsede handlemuligheder dette afstedkommer. En stor del af strategien afhænger af kommunale tiltag, det vil sige kommunale prioriteringer, men allerede i dag er kommunernes økonomi presset. Det er således en af de absolut vigtigste succesfaktorer, at man er meget opmærksom på dels at inddrage kommunerne i færdiggørelsen af strategien, dels udarbejdelsen af handlingsplanerne dertil. Dette for at sikre kommunernes engagement og opfattelse af en strategiplan, som værende realistisk og mulig at opfylde, både økonomisk, kompetencemæssigt og ressourcemæssigt. MIBB anbefaler, at styregruppen prioriterer koordineringsarbejdet med kommunerne, så de også får ejerskab for strategien, da det langt hen ad vejen der dem, der skal opfylde den.
Uanset bosted?
Flere steder i strategien står der, at målet skal nås for alle børn ’uanset bosted’. Jævnfør ovenstående problematik anbefaler MIBB, at man accepterer, at rekrutteringsproblemer for specifikke faggrupper er global, og det i stedet er tid til at udvikle ansvarlige alternativer til opsporing, behandling og børneværn. Kan der udvikles ansvarlige behandlingsforløb der ikke ledes af en psykolog, men måske en præst, socialrådgiver, lærer, sundhedsmedhjælper, frivillig borger? Og det samme i forhold til opsporing og børneværn, hvis der i nogle byer er et rigtig velfungerende værested/skole/lokalt initiativ, kan man da forestille sig et samarbejde om tidlig indsats og opsporing? Som det også vil fremgå af MIBBs svar nedenfor, mener vi derfor, at relevansen af alternative løsningsmodeller i høj grad er aktuel. Når alternativet står imellem intet at gøre eller gøre det næstbedste, nå det sidste ufravigeligt være det rigtige valg.
Specifikke kommentarer
Fokusområde 1: tidlig aldersorienteret indsats
Delstrategi 1:
Når man i dag ikke kan lever op til eksisterende retningslinier, må man i strategien aktivt forholde sig til rekruttering og fastholdelse, især når man lægger op til at øge antallet af jordemoderstillinger. Noget tyder endvidere på, at 5 stillinger ikke er nok til at nå op på et niveau, hvor alle gravide får mulighed for de tilbud, som retningslinierne foreskriver.
Derudover er det nødvendigt at man aktivt forholder sig til de kulturforskelle, der vil opstå imellem danske jordmødre og deres patienter. Især når vi taler om opsporing og forebyggelse, og vurdering af relevante indsatser, er det essentielt at jordmødrene er bekendt med de mange facetter af grønlandsk kultur er der fra by til bygd, fra nord til syd og øst til vest.
Delstrategi 2:
I forhold til styrkelse af sundhedsplejen er det relevant at tale om opkvalificering og efteruddannelse. I strategien står der kun opnormering af 12 sundhedsplejerskestillinger. Dette stiller det samme spørgsmål som i det ovenstående – har man 12 arbejdsløse grønlandske sundhedsplejersker til rådighed?
Delstrategi 2 bruger også udtrykket uanset bosted, hvordan vil man forholde sig til sundhedsplejersker med anden kultur i mindre byer og bygder?
Delstrategi 3:
Det er dejligt at se, at man her tænker i opkvalificering, men igen forholder man sig ikke til delstrategiens grundlæggende udfordringer med, at nuværende ressourcer ikke matcher det aktuelle behov, ud over at konstatere, at der er kommunernes ansvar.
Delstrategi 4:
Familiecentrene er meget vigtige institutioner, hvorfor vi i MIBB er glade for denne opkvalificering af centrene, samt at der tales direkte om øgede midler fra Selvstyret til kommunerne til familiecentrene.
Det er MIBBs håb, at evalueringen af familiecentrene især fokuserer på koordinering centrene imellem, samt udvikling af fælles standarder og ensartede tilbud. Hvorvidt familiecentrene skal være indgangen til det offentlige er MIBB dog ikke helt sikker på hverken er muligt under den nuværende lovgivning eller hensigtsmæssigt, da man risikerer blot at flytte socialforvaltningen ud i familiecenteret.
Det undrer endvidere MIBB, at man i delstrategien nævner behandling i socialt regi af seksuelt misbrugte i familiecentrene uden at koble dette op på det nyligt etablerede børnehus for seksuelt misbrugte børn.
Delstrategi 5:
MIBBs bemærkninger til misbrugsbehandling er samlet under fokusområde 3.
Delstrategi 6:
Det virker urealistisk, at man for 5 mio. kr. mere om året skal kunne tilbyde 25% af alle gravide deltagelse i tidlig indsatsforløb. Dette taget i betragtning af de udfordringer, som projektet står overfor i dag, med de forholdsvis få familier der deltager i forløbet.
Delstrategi 7:
En udvidelse af PPR til også at dække førskoleområdet oven i overdragelsen til kommunerne virker igen meget urealistisk. Der er i dag store problemer med at sikre kvalificerede fagfolk til skoleområdet, hvorfor det virker noget utopisk at forestille sig, at man uden videre kan udvide målgruppen med den ene kommentar, at det ”kræver at kommunerne prioriterer området”. Skal eksisterende fagfolk løbe hurtigere kan det kun gå ud over kvaliteten i arbejdet, og dermed behandlingen af børnene.
Endvidere virker det flot, at man vil fokusere på bygdebørn, men man er samtidig nødt til at være realistisk om de eksisterende kompetencer på området.
Fokusområde 2: tidlig problemorienteret indsats
Fokusområde 2 er svær at forholde sig til, da ansvaret for størstedelen af delstrategierne ikke er departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling, men derimod andre departementers, kommunernes og andre offentlige institutioners ansvar.
Delstrategi 1:
Dette er et nyt fokusområde, som er nyt for alle faggrupper. Det betyder mere end blot opkvalificering, og for lærernes vedkommende at nogle andre områder skal nedprioriteres, hvis der skal være timer til det hele. Det bør man være opmærksom på.
Delstrategi 2:
Fri for mobberi og skolefe er fine konkrete projekter, og i MIBB ser vi frem til evalueringen af disse tiltag.
Delstrategi 3:
PPR er, ligesom misbrugsbehandling, et område, der arbejdes på at overdrage til kommunerne. Dette burde nævnes i strategien, idet man må forudsætte en overdragelsesperiode, hvor særlige indsatser sættes i bero.
Delstrategi 4:
MIBB finder det beklageligt, at man ikke i denne delstrategi nævner de udfordringer, man i dag oplever med hensyn til rekruttering af de nævnte faggrupper. Det må være en aktiv del af strategien at sikre det nødvendige personale til ”hurtig behandling ved børnelæge, børnepsykiater, børnepsykolog, ørelæge, samt til specialundersøgelser og behandling i og udenfor Grønland”.
Igen virker det for MIBB ganske mærkeligt at blande øreproblemer, indlæringsvanskeligheder og seksuelt misbrug sammen i én delstrategi.
Delstrategi 5:
I MIBB finder vi det beklageligt, at der under denne delstrategi ikke står noget om det aktuelle behov for:
- Plejefamilier
- Aflastningsfamilier
- Kapacitet
- Døgninstitutioner og børnehjem
Derudover forholder delstrategien sig intet sted til det store behov der er for behandlingsbørnehjem, hvilket undrer MIBB meget. Det er efterhånden klart, at Selvstyret ønsker at lave tiltag der understøtter at familier bliver sammen, men det vil uundgåeligt være tilfælde hvor det ikke er muligt for børnene at blive hos forældrene pga. omsorgssvigt. Det er MIBBs opfattelse at eksisterende institutioner ikke kan imødekomme aktuelle behov for anbringelser, især behandlingskrævende, og derfor vil vi anbefale, at Selvstyret kontakter Institutionsafdelingen i Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling, kommunerne samt de private børnehjem i Grønland, og spørger til behovet for børnehjem med behandlingstilbud. Ikke at kunne tilbyde kvalificerede døgntilbud til tvangsfjernede børn, tenderer til offentligt omsorgssvigt.
Fokusområde 3:
I MIBB anser vi også misbrug som det underliggende problem for mange af de udfordringer vi ser på børne- og ungeområdet, hvorfor vi hilser dette fokusområde hjerteligt velkommen.
Vi vil dog anbefale, at holdningsændring i forhold til alkohol inddrages, og eksempelvis i kraft af samarbejdsaftalen med UNICEF. Det er nødvendigt at skabe et fællesskab omkring et sundt alkoholforbrug og aktiviteter der ikke omfatter alkohol. Der opleves i dag i familie, såvel som i offentlige institutioner, en magtesløshed overfor alkoholisme, og dette må vendes for at opnå den ønskede effekt.
Dette fokusområde forholder sig ikke til udfordringerne med at sikre alkoholbehandling, efterbehandling og alkoholfrie netværk og aktiviteter i mindre byer og bygder. Når det i dag allerede er svært at imødekomme eksisterende behov i de større byer, hvordan sikres dette så i bygderne? Hvis svaret endnu engang er rejsehold, bør departementet og kommunerne overveje hvor mange rejsehold med forskellige formål, der praktisk kan rejse rundt i landet, med den ønskede effekt.
Intet sted under denne delstrategi forholder man sig til den aktuelle kapacitet for behandling i Grønland, eller formerne for behandling. Det vil være relevant dels at vurdere om behovet for behandling svarer til kapaciteten, dels at udvikle fælles mål og standarder for området for misbrugsbehandling.
Misbrugsbehandling er endnu et område der vil overgå til kommunerne, hvilket heller ikke her er nævnt med et ord. I MIBB håber vi, at Selvstyret som kommunerne sikrer prioriteringen af denne indsats i forhold til økonomisk og personaleressourcer.
Delstrategi 1:
Det er ofte en overset problematik, at de faggrupper der skal bidrage til at løfte børne- og ungeområdet, selv kan have været omsorgssvigtet og aktuelt kæmper med et misbrug. Forestil jer f.eks. at høre om sunde alkoholvaner fra en kendt alkoholiker i byen.
Der vil ligeledes være naturlige fornægtelser og berøringsangst for misbrugere indenfor børne- og ungeområdet, hvilket vil medføre at relevante problematikker ikke løses eller tages op til diskussion. Derfor anbefaler MIBB, at man laver en særlig indsats for misbrugsbehandling bl.a. faggrupperne på børne- og ungeområdet.
Delstrategi 2:
Her virker det påfaldende, at er ikke er foretaget nogen økonomisk vurdering. Et område som dette virker oplagt som emne i relation til samarbejdsaftalen med UNICEF og punktet omkring holdningsændring. Både forældre, fagfolk og de unge selv bør tilbydes viden og rådgivning for at kunne træffe de bedste valg for sig selv.
Delstrategi 3, 4 og 5:
Alle tre delstrategier fokuserer på behovet for hjælp NÅR misbruget eksisterer. MIBB er af den overbevisning, at det samfundsmæssigt er langt billigere og effektivt at satse på forebyggelse gennem viden, holdningsændring, dialog og rådgivning. Igen kan vi kun opfordre til at gennemgå eksisterende initiativer og samarbejdsaftaler, for hvilket dette er et åbenlyst indsatsområde.
MIBB stiller sig meget undrende over for at dette ikke er indarbejdet i strategien!
Fokusområde 4
Tager man udgangspunkt i de udfordringer, der er omkring børns læring og udvikling i dag, er det tankevækkende, at 50% af de forventede effekter centrerer sig om at hæve den seksuelle debutalder, mindske aborttallet og teenagegraviditeter. Dette skal ikke forstås således, at MIBB ikke prioriterer området, men set i sammenhængen med de udfordringer, der er på folkeskoleområdet og studieforberedende institutioner, virker prioriteringen og placeringen malplaceret, også set i relation til at sundhedspolitikker, og misbrugsrådgivning ligger i andre delstrategier. Det får strategien til at virke rodet, og det er svært at se, hvor grænserne går både når det gælder afgrænsningen af hele børne- og ungeområdet, og de enkelte fokusområder i strategien.
Aktuelt kan man diskutere om Atuarfitsialak i det hele taget er implementeret, om lærerstaben har kompetencerne der matcher Atuarfitsialak og ikke mindst om Atuarfitsialak er den optimale løsning. I indledningen defineres børn som aldersgruppen fra 0-18 år, men intet sted nævnes GU eller erhvervsfaglige uddannelsers problemer med afbrudte uddannelsesforløb.
Delstrategi 1:
Dukkeprojektet virker som et fint projekt, men delstrategien placering ift. sundhedspolitikker og indsatser på misbrugsområdet får placeringen af denne delstrategi til at virke meget malplaceret.
Delstrategi 2:
I virkeligheden burde hele fokusområde 4 udelukkende omhandle denne delstrategi, som med fordel kunne deles op i mindre og mere overkommelige og implementerbare elementer.
Hvor er f.eks. ressourcediskussionen? SVK fastslog, at der er lærere nok til alle skolebørnene i Grønland, men det er vel og mærke kun tilfældet, hvis børnene er samlet på få steder. Lærerdækningen er katastrofal i mange byer og bygder i Grønland, hvorfor det er uforståeligt for MIBB, at denne delstrategi ikke får mere fokus.
Fjernundervisning er efterhånden Naalakkersuisuts mantra, når det kommer til folkeskolen, men meget få lærere har i dag kompetencer til at undervise en klasse via et fjernsyn. Mange lærere har svært nok ved at holde ro og fokus i de klasser, de underviser fysisk i. I MIBB mener vi ikke, det er i tråd med virkeligheden, at undervisningen skal kunne lade sig gøre via et fjernsyn med de eksisterende arbejdsvilkår for lærerne.
Endvidere kan man aldrig undgå reel undervisning i bygdeskolerne, ligesom der skal være nogle lærere til at hjælpe med opgaveløsning, gruppearbejde m.m. når fjernsynet er slukket. Hvordan skal niveauet løftes, hvis underviseren er en timelærer, der ikke selv ved hvad et tillægsord er, eller hvordan man dividerer. I MIBB finder vi det meget beklageligt, at Naalakkersuisut i den grad virker til at negligere vilkårene på skoleområdet, og bruger fjernundervisning som løsningen på alle ressourcemæssige og kompetencemæssige problemer i folkeskolen.
Delstrategi 3:
Se kommentarer ovenfor.
Delstrategi 4:
I indledningen nævnes flere grupper af børn : anbragte børn, handicappede børn og omsorgssvigtede børn, børn med somatiske eller psykiske lidelser. I beskrivelserne forholder strategien sig kun til de to førstenævnte grupper selvom de sidste to grupper formentlig er væsentlig større. Formanden for IMAK Sivso Dorph har tidligere meldt ud, at han vurderer andelen af børn med særlige behov som værende helt op til 60 % af skoleklasserne. Set i relation til førnævnte prioritering af fjernundervisningsområdet, har MIBB svært ved at se, hvordan man skal opnå succes med de øvrige delstrategier i dette fokusområde.
Fokusområde 5: Kompetenceudvikling
Dette fokusområde er om muligt det vigtigste af alle 6 områder. Ressourcemanglen på børne- og ungeområdet i dag har store konsekvenser for den service både kommuner og Selvstyret yder.
Endvidere er det særdeles vigtigt taget i betragtning af, hvor mange steder strategien foreslår opnormeringer. I virkeligheden bør dette i strategien hedde fokusområde 1, uagtet at fokusområderne på nuværende tidspunkt ikke er prioriteret.
Delstrategi 1:
Titlen er meget misvisende. Det er forståeligt, at sagsbehandling og behandling skal foregå med barnet i centrum, men det ligger naturligt i uddannelserne og behøves ikke at fremhæves her.
Det ærgrer MIBB, at man ikke har kvantificeret denne delstrategi, da vi mener, at det er af stor vigtighed, at Selvstyret og kommunerne gør sig klart, hvor mange midler denne delstrategi kræver, for at sikre at delstrategien bliver mere end bare ord på et papir.
Delstrategi 2:
Her er igen en delstrategi, som med fordel kunne tage udgangspunkt i eksisterende indsatser som pilotprojekter i relation til tværsektorielt samarbejde. Børnehuset er et udmærket eksempel på en institution, hvor tværsektorielt samarbejde er en absolut forudsætning for succes, og et forløb hvor barnet rent faktisk er i centrum.
Når det kommer til en indsats som tværsektoriel vidensamarbejde, er det nemt at forfalde til floskler. Det er en indsats alle kan se relevansen af, men samtidig en udfordring meget få sektorer rent faktisk har
kunnet finde en løsning på. I MIBB ser vi meget frem til en konkretisering af netop denne delstrategi, igen så indsatsen går fra ord til handling.
Delstrategi 3:
Denne delstrategi kan MIBB kun være enig i. Den virker i modsætning til delstrategi 2 at være konkret og umiddelbar til at gå i gang med.
Fokusområde 6; Evaluering, overvågning og måling af indsatser
MIBB stiller sig meget uforstående overfor, at man ikke her fremhæver samarbejdet med UNICEF, som jo netop indebærer styrkelse af dette område. Dette særligt fordi, det UNICEF der stiller midler til rådighed for opgaverne.
MIBB kan altovervejende kun erklære sig enig i fokusområdets vigtighed, men finder, at man i denne strategi udelader relevante instanser, som kunne bidrage positivt til områdets udvikling, herunder bl.a. UNICEF som nævnt ovenfor, men også MIPI.
Delstrategi 1:
MIBB kan kun anbefale, at man får færdiggjort lovarbejdet hurtigst muligt. Her er det vigtigt at påpege, at det i dag stadig ikke er ulovligt at slå sit barn i Grønland, samt at barnet tarv sættes i centrum, i forhold til vurdering af plejefamilie adoptionsrettigheder overfor moderens.
Delstrategi 2:
Her kan MIBB kun anbefale, at man involverer relevante instanser, så man får taget udgangspunkt i eksisterende systemer frem for at udvikle nye, dyre store systemer til registrering.
Delstrategi 3:
I MIBB mangler vi MIPI i denne delstrategi. Med det nye lovforslag om børnetalsmand skifter de funktion til et sekretariat, som nu også skal udvikle viden.
Ift. lokale projektpuljer og praktikere finder MIBB det væsentligt at fremhæve, at der i al forskning og evaluering bør sikres:
- validitet
- reliabilitet
- generel solid videnskabsteoretisk og metodisk kvalitet
På den baggrund opfordrer MIBB til at midlerne i en opstartsfase bruges på professionelle forskningsinstitutter, hvorefter man i et vist omfang kan overtage opdateringen af undersøgelserne samt evalueringer.